Stort set alle kender nogen, der er eller har været ramt af kræft. Kræft er en uhyggelig sygdom, der kan have indvirkning på familielivet, mobiliteten og ens generelle velvære. Mange kræftpatienter har behov for hjælp til at komme tilbage til hverdagen, og nogle slås også med senfølger efter sygdommen og behandlingen.
Vi Konservative ønsker at sikre, at mennesker, der har eller har haft kræft, bliver hjulet og støttet, så de bedst muligt kan bevare deres funktionsevne eller genvinde den så godt som muligt. På Social-, Sundhed- og arbejdsmarkedsudvalgets seneste møde besluttede et enigt udvalg at indgå et forpligtende samarbejde med Tårnby kommune på kræftområdet (Vi havde i 2022 en forsøgsordning, som vi nu har gjort permanent). Helt konkret drejer det sig om at tilbyde et fælles kræftrehabiliteringsforløb til de borgere, der har behov for et forløb indenfor træning og senfølger.
Tværfagligt forløb
Undervisningen er en tværfaglig indsats, der bliver varetaget af ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker. Et typisk forløb strækker sig over 12 uger. For Konservatives vedkommende er det vigtigt, at disse borgere får et målrettet tilbud om rehabilitering, således de kan få en så normal hverdag som overhovedet muligt. For de, der er i den erhvervsaktive alder, betyder det også meget at kunne vende tilbage til det arbejdsliv, man levede inden sygdommen.
Fordi vi har indgået dette samarbejde, bliver det muligt for Dragørs borgere at følge et forløb i Tårnby Kommune og omvendt. Muligheden for et træningsforløb foregår kontinuerligt i begge kommuner, men det er så smart, at træningsforløbet er placeret forskellige dage og tidspunkter – således borgeren har flere valgmuligheder og giver mulighed for at passe et behandlingsforløb. Vi Konservative synes det er vigtigt, at borgeren har valgmuligheder og fleksibilitet.
Trine Søe
Medlem af SSAU og kommunalbestyrelsen