Målet er mere uddannet personale i institutionerne

På det seneste Børne, Fritid og Kulturudvalgsmøde stillede Konservative et forslag, hvor forvaltningen pålægges at udarbejde en handlingsorienteret plan for, hvordan Dragør Kommune kan nå den politiske målsætning om en fordeling af 60/40 på uddannet/uuddannet personale på 0-6 års området. Det var heldigvis et enigt udvalg, der stemte forslaget igennem.

Handleplanen skal ikke ses som om, at vi har dårlige institutioner, ledere og medarbejdere, som ikke kan varetage deres opgaver. Men vi har brug for at have uddannede pædagoger i vores institutioner for at sikre et faglig højt niveau, der kan støtte, motivere og udvikle vores børn. Derudover er der den store fordel, at uddannet personale fagligt kan spare med hinanden, og de i samarbejde kan løfte de pædagogiske opgaver. Det vil vi Konservative gerne arbejde for, så derfor har vi fundet handleplanen på området nødvendig, idet det i sidste ende handler om vores børn, deres trivsel og udvikling.

Alle kommuner har rekrutteringsproblemer

Det er ingen hemmelighed, at Dragør Kommune ligesom andre kommuner har svært ved at rekruttere personale med de rette kompetencer. Med en handleplan vil det være nemmere at identificere, hvilke områder der skal sættes ind på i forhold til at kunne tiltrække uddannede pædagoger. Vi forventer ikke, at handleplanen løser alle vores problemer, men er der områder, der kan arbejdes med, så skal vi gøre det. Ligesom vi naturligvis i det omfang, der giver mening, skal spare med BUPL (Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund).

Problematisk opgørelse

I udvalget er vi ligeledes opmærksomme på, at det er problematisk, den måde tallene opgøres på. Eksempelvis tæller en pædagogisk assistent ikke med som uddannet personale. Uddannelsen tager 3 år og 1 måned, hvor selve pædagoguddannelsen tager 3,5 år. Vi Konservative synes, det er usædvanligt, at de pædagogiske assistenter ikke tæller med som uddannet personale.

Rettidig omhu

For os Konservative handler det om for at udvise rettidig omhu, idet allerede næste år skal alle kommuner, også Dragør Kommune, kunne opfylde de minimumsnormeringer, der er vedtaget på daginstitutionsområdet. Det vil sige en pædagog til seks børnehavebørn og en pædagog til tre vuggestuebørn. I dag er cirka 46% af de ansatte i kommunens institutioner uddannet pædagog, mens vi har 9% uddannet pædagogisk assistent. Vi har tradition for nogle ekstremt dygtige pædagogmedhjælpere, hvor vi Konservative meget håber på at se om handleplanen giver mulighed for opkvalificering af allerede god, kærlig og faglig arbejdskraft. Men helt overordnet skal arbejdes med rekruttering og fastholdelse, og det håber vi, at handleplanen kan være med til at løse.

Trine Søe

Konservative medlem af BFKU og kommunalbestyrelsen

Exit mobile version